Kapitel 2

Sådan skal jeg ikke være, men hvem er jeg egentlig?

Lyset Er Mørkt

Jeg havde ikke det bedste forhold til min far, gennem mange år. Jeg så en side af min far, som jeg bare ikke havde lyst til at føre videre i min fremtid og hos min familie. Jeg vil ikke hænge min far ud, men han vidste også godt selv hvordan han var. Jeg mistede min far d. 5 juli 2013. Blot 1 måned før min start på gymnasium. Der er ikke en klar forklaring på hans død efter obduktionen, men store tegn på det var selvmord. Min far var ikke et forbillede for mig, som han burde have været for sin søn, det er netop også derfor jeg fik det forhold til min mor, som jeg nu havde. Min mor rejste i en periode til Venezuela meget frem og tilbage, da min morfar var ramt af kræft mange steder i kroppen og desværre klarede han ikke kampen. R.I.P Rafael Zambrano. Det gjorde så, at kun min lillesøster kunne tage med min mor da hun stadig var spæd, og jeg så skulle blive med min far i Danmark. På daværende tidspunkt ejede mine forældre en restaurant i Nivå, så jeg tilbragte meget tid deroppe. Her oplevede jeg også tit hvordan min far flirtede med mange kvinder og tja… You can probably guess the rest. I mine øjne var det så klamt og det er også derfor jeg har en stærk mening i forhold til utroskab. Det mest sindssyge ved det var nok, at jeg fortalte min mor alt, så ligeså snart hun var hjemme igen, fortalte jeg hende det med det samme. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke forstå, hvorfor min mor ikke efterlod min far. Han behandlede hende ikke godt, smed hende ud fra hjemmet midt om natten, talte grimt til og om hende og jeg kunne bare ikke få det hele til at passe sammen.

Hele min familie som boede i Danmark rejste til Venezuela, udover min far, da jeg var omkring 13-14 år gammel. Ét af de bedste minder. Vi blev der til dagen efter nytår og jeg husker hvordan min mor sagde under nytårsaften; ”nu er det på tide, det stopper når vi kommer hjem. Jeg skal ikke bo sammen med jeres far længere.” Derfor har jeg også et sjovt forhold til andre på min alder, som fortalte hvordan de var så kede af det, da deres forældre gik fra hinanden, for jeg jublede da jeg fik nyheden af vide. Jeg ville bare gerne have at det skulle stoppe mellem dem. Min mor talte sandt. Ikke så længe efter vi var hjemme igen, gik de fra hinanden. Det var dog ikke en nem situation, da det næsten blev værre mellem min mor og far. Min far var jo rasende og ked af det over, at min mor ville gå fra ham, så det var en grim situation da det så endelig skete.

Kort tid efter min fars død, fik jeg også en masse nye ”detaljer” af vide, i forhold til min fars barndom. Før det skete, var jeg heller ikke så gammel, så jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor jeg ikke skulle ha’ de ting af vide. Min far havde det heller ikke nemt gennem hele hans barndom. Han oplevede hvordan hans forældre drak sig stang stive og var sammen med andre, mens han var i stuen. Glemte ham under et bord på en pub eller noget. I kender nok til social arv? Det her er taget fra Den Danske Store, som muligvis kan forklare det bedre end mig; ” social arv, et menneskes overtagelse af viden, holdninger og personlighedstræk fra forældrene gennem opvæksten. Begrebet anvendes hyppigst i betydningen “negativ” social arv, hvor børn viderefører og bliver bærere af de samme belastende livsomstændigheder og reaktionsmønstre som forældrene. ” Jeg har også lært, at den sociale arv har været i vores familie genneme mange generationer, så jeg bebrejder ikke mine far som sådan, for at have handlet som han gjorde, men det er stadig ikke okay, hvad han gjorde mod os.

Jeg havde det skønneste forhold til min far, året inden han gik bort med døden. Der var gange, hvor mine mor gjorde mig så irriteret at jeg var nød til at flygte hos min far. Det var dejligt at komme hjem hos ham og snakke om hvor skide irriterende min mor kan være, haha undskyld mor. Der var dog også nogle ulemper ved, at det tog så lang tid for at skabe et så stærkt forhold til ham, før han døde. Jeg var 17 år på det tidspunkt og han gik glip af mange ting, så for ham at spørge mig om jeg har kondomer eller kæreste, i en alder af 17, var en smule for sent. Min mor havde allerede tilbudt mig at købe en pakke med 100 kondomer i en alder af 13, haha. Dog så syntes jeg det var sødt at han prøvede så hårdt, for jeg kunne se nervøsiteten i hans øjne, når han ville høre mere om mig. Det var som om, at han stod som ny far for første gang. Jeg savner min far hver dag. Jeg har kunne bearbejde min sorg med en masse hjælp og min egen viljestyrke, så jeg har lært at kontrollere mine følelser, men savner ham stadig meget. Jeg synes det er så uretfærdigt, at han skulle forlade mig/os, lige når han begyndte at få et godt forhold til os. Det skal også understreges, at jeg ikke skriver om min far på denne måde, for at tale dårligt om ham eller lignende, Du skal huske på at dette blot er mine fortællinger og jeg gør dette for, at andre der har oplevet noget lignende, kan reflektere til min historie og vide at de ikke er alene om dette.

Jeg har altid fået af vide siden jeg var lille, at jeg lignende min mor. Min søster fik også af vide, at hun lignede vores far mest. Jeg har hazel brune øjne og mørkt hår som min mor, hvor min søster har blå øjne og lyst hår som min far havde. Nu er der dog også snakke om køn, så det ændrer sig gennem puberteten. Jeg har selvfølgelig stadig samme farve øjne og hår, men jeg kan godt se hvordan min ansigtsstruktur og væremåde har ændret sig gennem disse år. Jeg har dog også noget karakteristik som min far også havde, som er sådan en underlig uddybning ved øreflappen. Det er svært at forklare, men folk spørger meget ind til hvorfor mit øre ser så underligt ud. Det er faktisk ret fedt at have det som ”minde” fra min far. Min mor er også begyndt at sige, at jeg ligner min far for meget, specielt når jeg bliver sur og eller skal forklare ting – så gør jeg det på præcis samme måde som ham. Af en eller anden grund er det dejligt, for jeg minder ikke om ham gennem hans dårlige sider, men derimod de dejlige og humoristiske sider. Min far var en meget vild mand, som godt kunne lide at feste og ha’ det godt. Samtidig var han også en meget spontan person, hvilket minder utroligt meget om mig! Jeg har dog også taget en af hans værste vaner til mig – penge forbrug. Min far var sindssyg god til at bruge penge, hvilket jeg desværre også er og det er desværre ikke en god ting! Jeg prøver dog på at undlade at have så stort et penge forbrug. Jeg minder stadig meget om min mor, specielt de fælles værdier vi har og er glad for hun har belønnet mig den smukke venezuelanske kultur og dets værdier.

Der medfølger derfor to moraler til denne fortælling:

1. Mange mennesker har fordomme om latinamerikanske kvinder, i forhold til at de tager til udlandet med europæere eller amerikanere, hvor de ”bruger” dem og deres penge, for at de kan få et godt liv og ligeså snart de har opholdstilladelse, så skrider de fra manden og efterlader ham helt alene. Der vil jeg gerne komme ind og bruge min historie som eksempel. Min mor kom ikke til Danmark for at bruge min far. Min mor var forelsket i min far og elsker ham stadig meget højt, men min mor havde ét mål. Det var at give hendes børn flere muligheder i livet. I Venezuela ville jeg ikke komme langt i mit liv og jeg ville sikkert gå rundt og være paranoid for alt omkring mig. Hvis I ikke ved hvordan situationen står til i Venezuela, så søg på det på Google. Det er slet ikke sjovt. Så lad vær med at tro, at der kun findes en side af historien. Der er altså også to!
2. Mennesker begår fejl. Vi kan ikke alle være perfekte, men det ved I nok også selv. Bare husk på, at der er en grund til folk handler som de gør. Det betyder ikke det er okay overhovedet, men det er altid bedre at snakke om, hvorfor de handler som de gør. Jeg var hård mod min far for hvad han gjorde, men jeg vidste heller ikke bedre dengang. Han havde oplevet nogle forfærdelige ting selv gennem sin barndom, hvilket var med til at gøre ham til den person han var dengang. Jeg vil ikke sige at jeg tilgiver ham, for det gør jeg slet ikke, men jeg har forståelse og hvis jeg vidste det før, så ville jeg have taget fat i ham. Han var et pragtfuldt eksemplar på den bedste far i hele verden, det sidste år han levede.

Lyset Er Mørkt

Malplaceret

Kapitel I

”Jeres barn skal begynde at lære dansk, for han vil ikke få et stærkt socialt netværk i fremtiden, hvis han ikke får det lært”

Det er nok den første ting jeg husker fra min barndom, hvilket bringer mig tilbage til børnehave tiden. Som nogle godt ved, så kommer jeg fra Venezuela og kom til Danmark i en ung alder, men min mor talte spansk og ikke dansk til mig. Det betyder selvfølgelig ikke at jeg var flydende i spansk, men jeg reagerede mere på spansk end dansk. Jeg husker hvordan min mor fortalte mig, at jeg gik rundt i børnehaven og sagde ”chica, chica!” til de andre børn og gik rundt og ”skød” folk — er der snakke om et tidligt tegn på at være psykopat? Jeg tror næppe. Blot en lille dreng med en livlig fantasi, som beundrede at spille Tomb Raider på Playstation med sin mor. Dette medførte lidt til, at mange børn kiggede lidt underligt på mig. Jeg vil ikke sige jeg havde en hård start, men jeg kunne allerede på daværende tidspunkt mærke, at jeg måske var lidt anderledes end alle andre børn.

Som tiden gik, blev jeg også ældre og skulle begynde i børnehave klasse på Skolen på Nyelandsvej. Jeg har en meget overbeskyttende mor, også selvom jeg er 20 år nu. Dog selvom hun var overbeskyttende, så skubbede hun mig også ud i livet på egen hånd. Jeg husker hvordan i flere måneder, at mine klassekammerater blev fulgt i skole af deres forældre, hvor jeg blot fik første skole dag og så var det på egen hånd. Jeg boede dog heller ikke så langt fra skolen, men alligevel ville jeg gerne have samme tryghed som de andre. Næppe. Jeg tror det var min første følelse af ”selvstændighed”, så vidt jeg kan huske. Der gik ikke meget længe før jeg kunne mærke hvor stor en forskel der var på mig og resten af klassen, eller… Lad os bare sige drengene. Jeg kommer som sagt fra en latinamerikansk kultur og vi har nogle stærke værdier, i forhold til familieforhold, venner og tja… Generelt hvordan man skal præsentere sig selv. Min mor har altid lært mig; ”du skal være god mod pigerne. Du vil møde en masse drenge, som ikke kan finde ud af hvordan man skal behandle piger – sådan en dreng skal du ikke være, mi hijo (min dreng). Du slår ikke piger, du skal ikke kalde dem for dumme ting, du skal blot være god mod dem, det vil gavne dig i fremtiden.” Jeg tror det er det bedste råd jeg nogensinde har fået. Jeg tog det til mig og gjorde som min mor fortalte. Dette havde både fordele og ulemper, det kommer lidt an på hvordan man ser på det. Dengang kunne jeg tælle flere ulemper end fordele, men i dag kan næsten ingen ulemper se ved det. Jeg vil ikke lyve, men pigerne kunne faktisk rigtig godt lide mig. Ikke på den måde som du nok tænker, men de syntes meget godt om mig og betroede mig mange hemmeligheder og endnu flere nu ældre vi blev. Det var dejligt at føle sig accepteret på den måde og vide, at de følte sig trygge ved at komme til mig. Der var dog den ulempe af, at børn faktisk ikke er særligt søde ved hinanden… Jeg havde et par drenge venner, men det var ikke det stærkeste forhold jeg havde til dem. Resten.. Tja.. Nu kan jeg jo ikke tale på deres vegne, men ud fra måden jeg blev set på, talt til og behandlet, så kan jeg godt være ærlig og sige, at de må have haft et stort problem med mig. Jeg har altid været en meget livlig person og meget karismatisk i min udstråling.

Jeg fortalte godt hvordan min mor var meget overbeskyttende og det kom til syne, når man blev inviteret hjem hos en fra klassen. Der var tider hvor jeg blev inviteret hjem hos en ven, hvor jeg fik afslag fra min mor på 0,1 sek. Her er én af de situationer, hvor jeg har mødt et meget stort kultursammenstød. At være venner med danskere, har ikke passet sammen med min barndom. I den danske kultur bør der næsten ikke være noget problem, i forhold til at tage hjem til en ven efter skole. Det var næsten flovt, når mine venner bad mig ringe hjem og spørge en ekstra gang, om jeg ikke måtte komme med dem hjem. Jeg kendte jo allerede svaret, så jeg havde egentlig ikke lyst til at ringe. Det mest irriterende var netop, at de ikke kunne forstå hvorfor det skulle være så stort et problem. Jeg tog derfor til mig, at finde på undskyldninger gennem hele min opvækst. Det er blevet en ulempe for mig, for jeg har ikke lyst til at give folk undskyldninger, men når jeg ikke ved hvordan jeg skal handle i en situation, så bliver jeg nervøs og begynder at komme med undskyldninger. Jeg ringede hver gang i nervøsitet, da jeg godt vidste min mor ville blive sur. Jeg kunne heller ikke ringe og spørge min far af to grunde. 1. Han var der ikke rigtig gennem min opvækst, så hvorfor skulle jeg overhovedet kontakte ham, også selvom vi boede sammen. 2. Han ville altid ende med at sige; ”spørg din mor, jeg tør sku ikke sige ja, hvis hun ikke synes om det. Tak, far… Skide latinas, de har fandme bare magten hos deres mænd, hehe. Jeg bebrejder dog ikke min mor for at have handlet som hun gjorde, for da vi kom til Venezuela, så var der kun én person hun kunne stole på, og det samme for mit vedkommende og det var hinanden. Vi var altid sammen og delte det her stærke bånd, bundet sammen af ren kærlighed. Min mor er uden tvivl min største inspiration og grunden til jeg lever i dag. Jeg ville slet ikke kunne klare min barndom, hvis hun ikke gav mig den kærlighed som hun nu gjorde. Der var dog selvfølgelig komplikationer ved dette og det var, at jeg tit følte mig meget malplaceret, men det var ikke kun hendes skyld.

Jeg kunne mærke nu ældre jeg blev og fik et tættere bånd til pigerne, at drengene også blev ældre og begyndte at skabe deres egen opfattelse af andre, specielt mig. ”bøsse”, ”homo”, ”faggot”, ”din tøs”. Blot nogle af de ting jeg blev kaldt. Jeg kunne egentlig ikke helt forstå det, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg tror det var på daværende tidspunkt, at helvede brød løs for mig og at livet ikke blev nemmere. Jeg delte ikke disse ting med min mor, da hun som sagt er meget overbeskyttende og jeg ville ikke have, at hun skulle vide at folk sagde sådan noget om mig. Jeg ville egentlig heller ikke sige noget, da jeg syntes det var noget underligt noget at kalde mig, for jeg havde ikke givet nogle tegn på at skulle være homo? Som jeg sagde før, så var jeg en meget livlig ung dreng og havde mega meget fucking sjovt med pigerne, men jeg kiggede da ikke på fyre eller så homo porno, så jeg kunne bare ikke få deres puslespils brikker til at passe sammen med mine egne. Jeg bed meget af ”smerten” i mig, for det var ikke sjovt at skulle komme tilbage dagen efter og være urolig for, at mine klassekammerater skulle kalde mig sådan nogle grimme ting. Jeg tror også det var denne tid, jeg begyndte at blive meget paranoid for alting omkring mig og samtidig mig selv, af en eller anden grund. Jeg har aldrig opfattet mig selv som en tøsset fyr, men jeg kan da godt se at der har været nogle ”pige træk” i den måde jeg udtrykte mig selv på. (jeg er fan af, at bruge mine hænder på en meget flydende måde, når jeg taler) Dog følte jeg ikke, at det skulle betegne hvem jeg var som person og slet ikke blive diskrimineret for det? Tror også det gik mig meget på, da jeg slet ikke havde interessen for drenge i så ung en alder. Jeg har hørt det er meget normalt, at man kan mærke det næsten fra da man er 5 år, men det har jeg altså aldrig gjort, så jeg blev meget forvirret i mit sind. Jeg kunne ikke finde ro i mig selv og det førte til gode ting, men desværre også andre mindre gode ting.

INDLEDNING

Gennem livet vil du møde udfordringer, som kan godt kan virke ubehagelige, men du vil heldigvis også møde situationer i dit liv, hvor alting virker helt perfekt. Jeg har ikke oplevet meget af livet endnu, men jeg har oplevet meget på blot 20 år. Jeg har oplevet lidt af både de gode og glade tider. Dét at være multikulturel har haft sine fordele og ulemper gennem min opdragelse og dannelsen af min personlighed. Dét at jeg har diskuteret alt med mig selv i hovedet siden jeg kan huske, har også haft sine fordele og ulemper. Dét at jeg er blevet efterladt, misbrugt og elsket, har i den grad også haft påvirkning på  min identitetsdannelse. Jeg har ikke haft det nemt, men det betyder ikke at jeg aldrig er blevet elsket eller beundret, det har bare taget lang tid, før jeg har kunne elske mig selv og acceptere den person jeg altid har været – nemlig min egen. Min fortælling går derfor ikke kun ud til min mor, som har været der siden dag ét. Min fortælling går heller ikke kun ud til alle de venner, som har været der for mig gennem alle de dårlige tider – Min fortælling går specielt ud til dem, som ikke var der for mig. Dem som valgte at skubbe mig ud fra klippen, da jeg lå på mine grædende knæ. Jeg takker Dig/Jer mange gange, for uden jer, ville jeg ikke forstå hvad det ville sige, at kæmpe for det man vil have og for den man gerne vil være. Denne fortælling vil bringe dig mere ind i mit liv. Jeg har ikke oplevet noget ekstraordinært, som gør mig til et specielt menneske, men måske vil mine fortællinger bringe noget frem i dig, som du kan reflektere til, beundre mig for eller måske endda hade mig for. Hvem ved, blot Du kan bedømme mine fortællinger og skabe dit eget billede af hvem jeg er.

Hey alle sammen,

Så er det efterhånden lidt længe siden, at jeg har skrevet et indlæg herinde, men jeg havde simpelthen brug for noget tid for mig selv, efter min tur til New York City, så har ikke rigtig kunne tage mig sammen, til at skrive et nyt indlæg, men her får I et! Jeg har fået en masse efterspørgsler angående min tur, da mange har undret sig over, hvordan det er at rejse alene og hvilke fordele og ulemper der er ved det. Det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne fortælle dem, som går rundt med tanken om at rejse alene, men måske er lidt bange/nervøse for, hvad det egentlig indebærer, når man rejser alene.

I Prefer doing it alone

Åh hvor jeg elsker at rejse. Jeg synes blot turen på vej til lufthavnen er helt fantastisk. Jeg har altid gerne ville til USA og husker det som var det i går, da jeg som 10 årig for første gang sagde til min mor og far, at jeg gerne ville til NYC. Jeg fik et; “det kan vi kigge på næste år, skat”. Så naiv som man er når man er barn, så havde jeg på fornemmelsen, at vi nok skulle tage på den tur snarest. Her sad jeg 10 år senere og blot 3-4 måneder til jeg blev student, og stadig ikke havde oplevet USA. “Fandme nej, det bliver sku en studentergave til mig selv!” – sagde jeg til mig selv i hovedet. Det var rimelig nemt. Gik blot ind på momondo og fandt mig min rejse til NYC, som blot kostede 3100,-! Helt vildt, så skulle jeg selvfølgelig også sørge for en ESTA-registrering og rejseforskring, men ja ja… Tror øjeblikket hvor jeg købte min billet, var det sindsygeste øjeblik i mit liv, på daværende tidspunkt. Her skulle jeg så bare vente 3-4 måneder og så var jeg afsted.

Jeg synes det er super hyggeligt at rejse med venner eller familie, men jeg er simpelthen så skide stædig og OCD, at det forstyrre hele min rejse, hvis jeg har planer om at gå ind og se museer, seværdigheder eller lignende og de andre så ikke gider… Det er fedt at man kan tage på stranden eller i byen hele tiden, men det betyder jo ikke, at det er det som jeg har lyst til. Jeg nyder at have en plan for hver dag der kommer og den vil (skal) jeg helst følge, eller føler jeg det er spild af ferie for mig. Så for dem, som elsker at rejse med deres venner og derfor blot er lidt bange for at gøre det alene, da det frygter at fare vild, føle sig alene eller få hjemve. Bare rolig… Det skal du nok opleve! dog… Så skal du nok komme igennem det. Jeg oplevede alle ting, eller… Ikke så meget det med at føle sig alene, men resten.. Jo, mange gange!

Danish vs. American culture = error

Jeg havde en klar idé om, at USA ville være meget anderledes i forhold til Danmark, specielt NYC da der er så mange mennesker, og byen er trods alt også kendt for utrolig meget trafik og den store befolkning. Da jeg ankommer til NYC så virker alt rimelig surrealistisk… Det tager mig faktisk et par dage, at fatte jeg er i NYC. Det er en følelse jeg ikke kan beskrive og en følelse som kun kan opleves derovre. Jeg føler mig rimelig lost da jeg kommer ud af lufthavnen, da jeg lander i JFK og jeg ved også, at der er langt vej fra lufthavnen til mit hostel på Manhatten. Heldigvis da jeg kommer ud fra lufthavnen, så finder jeg en bus som kører ind til Manhatten og da jeg sidder i bussen og kigger ud mod byen, så bliver jeg næsten “starstruck”, hvis I ved hvad jeg mener? Altså husene derovre, ligner jo slet ikke de huse vi har i Danmark, virkelig American style (sjovt nok), som man ser på film. Tog slet ingen billeder, da jeg bare var nød til at se det med mine egne øjne. Allerede første dag, så mærker jeg hvor stor kulturforskel der er. Jeg må også indrømme, at det til tider ikke var sjovt…

Når jeg er rejst til steder i Europa, så er det selvfølgelig også en helt anden kultur i forhold til Danmarks, men nu er Europa jo et kontinent vi deler, så der er alligevel mange ting, hvor vi kulturmæssigt minder om hinanden, så man får sig ikke et kulturchok som sådan. I USA gør det jo alting så anderledes. Ikke nok med det, så er menneskerne også meget anderledes i forhold til den danske befolkning. Det vil jeg derimod ikke sige noget dårligt om, da jeg meget bedre kan lide den amerikanske befolkning, end den danske. Når det så er sagt, så har jeg dog oplevet folk blot i deres subways, som har opført sig meget underligt… Jeg husker, at jeg kom til at “snitte” en piges hånd med min taske, nede i subwayen, da hun holdte rundt om de pæle man kan støtte sig til. Hun prikkede mig på skulderen og sagde; “Are you not going to apologize?” hvor jeg så svarede; “Sorry what? I don’t understand?”. Hun var blevet utroligt fornærmet over, at jeg ramte hende en bitte smule og ikke sagde noget til det. For at være ærlig, så kunne jeg ikke mærke at jeg ramte hende, men på den anden side, så kan jeg jo godt forstå en smule hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Udover det, så spurgte jeg en kvinde om hjælp i subwayen og åbenbart følte hun, at jeg var tæt på hende og snakkede om hendes “personal space” og begyndte at belære mig om, hvordan man gør i NYC og ikke hvor end jeg kom fra.

Man gør tingene meget anderledes derovre, men det er også derfor jeg elsker det. Jeg elsker at lære af nye kulturer og møde de dejlige mennesker, men også lidt de sure; man kan lære noget af dem. Så hvis du føler ligesom mig, så er du blot et skridt nærmere på, at bestemme dig for, om du skal rejse alene eller ej 😉

I am in love with the Americans

Selvom jeg både har mødt de lidt mere “stock up” New Yorkers, så har jeg selvfølgelig også mødt en masse herlige mennesker på min rejse. Jeg sidder stadig den dag i dag og kan tude ved tanken om, at jeg virkelig savner alle de mennesker jeg har mødt. For at man kan rejse alene, skal man også kunne være en udadvendt person. Det er selvfølgelig ikke et must, hvis man nu bedre kan lide at forholde sig for sig selv, men jeg elsker simpelthen at møde nye mennesker og jeg er også selv, et meget åbent menneske. Lad mig sige det sådan her… I New York havde rimelig meget tankegangen; “fuck det, jeg er med på den værste”. Jeg havde ikke lyst til at holde mig tilbage på nogen som helst måde og jeg bestemt tænkt mig, at holde mig væk fra alkoholen!! Jeg ville ikke ende med, at blive opdaget i at drikke og så havde jeg selvfølgelig heller ikke tænkt mig at drikke alene, haha. Dog så hoppede jeg lidt væk fra den tankegang, da jeg mødte Raffi og Dallas på min anden sidste dag. Det var også disse to gutter, som gjorde mine rejse fænomenal. Når man bor på hostel, så kan man godt regne med, at møde både skide flinke mennesker, men også nogle værre mennesker. Heldigvis oplevede jeg kun de værre to gange. Resten har været skide søde og er så taknemlig for, at have mødt dem. Raffi var 23 og Dallas er 20, så det var fedt for mig, at Dallas var på samme alder som mig, for så følte jeg ikke jeg var helt crime rider alene haha.

Mange siger, at folk fra New York er nogle snobbede hunde og man kan næsten ikke tale med dem. Der må jeg så gribe ind og sige; “NEJ DE ER EJ!”. Hold nu op hvor jeg savner New Yorkers, de er simpelthen så venlige og hjælpsomme. Jeg følte mig utroligt meget hjemme sammen med dem og det er netop også dét, jeg vil snakke om i næste afsnit. Tro mig… Rejser du alene, så vil nok 100% få hjemve og fare vild. Jeg farede vild ca. 3 gange og det var ikke sjovt og det var også det som gav mig hjemve. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, at bruge deres subways de første par dage, at jeg bare valgte at lade vær med at tage for langt. Én af dagene stod jeg op om morgen og sagde til mig selv, at nu skulle jeg altså lette røven og komme afsted. Opleve byen og ikke være bangefor ar fare vild; “bare spørg om hjælp Christian!“. Det var nok det bedste jeg kunne gøre, for nu kan jeg finde ud af de subways med lukkede øjne. Jeg fik af vide i starten, at de var skide nemme at bruge. Bullshit, men jo… Det er de sku alligevel! Forhold dig selvsikker gennem hele din rejse. Jeg havde lyst til at komme hjem på et tidspunkt, men nu ligger jeg næsten i sengen hver aften og tuder over jeg er her i Danmark… Hvilket bringer mig til mit næste emne.

I miss home

Ja, jeg savner “hjemme”. Underligt? Ja måske… Men jeg kan bare ikke lade vær med at tænke på New York. Det er den følelse, som når man har været ude og rejse og man kommer hjem og siger; “sikke en skøn ferie, det skal jeg gøre igen”. Nej overhovedet ikke… Jeg føler virkelig, at jeg er på ferie lige nu. Der var skønt, da jeg kom tilbage til Danmark, men nu har jeg samme følelse som når man er på ferie, hvor man gerne vil tilbage hjem. Det er jo meget underligt at sige, specielt da det er min første gang i USA, men jeg følte mig bare hjemme og velkommen. Border Control derimod var mindre glade for mig, men det er jo også lidt deres job haha. Der er hispanic people (latino) over det hele. Jeg skal være heldig hvis går forbi en som taler spansk her i Danmark. Derovre, kan jeg dreje ind mod hvert et hjørne og så kan man høre spansktalende. Det er en dejlig følelse og så er det fedt at se, hvordan mange af disse kulturer holder sammen. Vi var til sådan en typisk barbecue fest, hvor det er en masse afro-amerikanere som mødes med deres familier og så hygger de sammen. Det var nogle som holdte noget lige ved siden af vores hostel (nårh ja, det skal lige siges, at jeg mødte Raffi og Dallas på samme værelse som mig) og de spurgte om vi ville joine dem og få noget mad og fuck hvor smagte det godt!!!

Jeg synes de ter en forfærdelig følelse at gå med, hvis jeg skal være helt ærlig… Jeg har altid sagt da jeg var ville, at jeg godt kunne tænke mig at bo i USA, men når man er barn, er man nok ikke helt klar over, hvad det egentlig er man snakker om. Da jeg så sidder i flyet på vej til NYC, så begynder jeg at tænke på disse ting og tænker; “hvad nu hvis det slet ikke er mig?”. Heldigvis blev jeg positivt overrasket og det var dejligt, at kunne få det bekræftet. Jeg føler på nuværende tidspunkt, at jeg stadig gerne vil bo og arbejde i USA, derfor er jeg også meget mere tilfreds med det studie jeg har valgt, da det er Spansk, Sprog og Internationale Studier, hvilket gør jeg kan tage en kandidat i Migration eller lignende og kan arbejde med det i USA, hvis jeg er heldig!

Grib chancen. Vær ikke bange for det ukendte eller følelsen af, at skulle være alene. Det er skide skræmmende og havde lyst til at skide i bukserne, men jeg kom igennem det og jeg er super stolt af mig selv, at jeg har kunne gøre det her, HELT ALENE. Det er der ingen der skal tage fra mig. Hvis du har spørgsmål angående dét at rejse alene, så smid en kommentar eller skriv privat til mig, så skal nok svare på din(e) spørgsmål. 

Christian Zambrano

Skrevet d. 1 juli 2016
Jeg er tilbage med endnu et blogindlæg og denne gang, er der sket en masse! Jeg har haft noget af en lang dag og næsten først lige kommet hjem. Det har været en dag, hvor jeg har oplevet en masse spændende og mødt en masse herlige og fantastiske mennesker. Der er ikke én dag der er den samme, her i New York City. Læs med her og hør om en oplevelse for livet! 😀

Skrevet d. 2 juli 2016
Åh Gud, endelig! Jeg ved ikke hvad der er gået galt, men åbenbart har jeg ikke kunne uploade NOGEN af mine billeder fra min tur i går. Jeg prøvede at slukke min bærbar og hvad ved jeg, men intet virkede… Jeg tog derfor på en anden tur i dag og en tur forbi et andet sted, hvor jeg kunne få noget WIFI. Det viser sig så, at det muligvis har været internet forbindelsen på mit hostel, for nu har jeg styr på det hele og klar til at præsentere min tur i går!

你好 / Nĭ Hăo / Hello

I går sad jeg lidt og tænkte; “hvad skal jeg dog besøge i dag?”. Ja, jeg ved godt, at der er så fandens mange ting som man kan se her i NYC, men jeg har jo ikke tænkt mig at se dem alle. Jeg sad og snakkede med én af mine bedste veninder under morgenmad og hun sagde til mig, at jeg simpelthen skulle besøge Chinatown. Jeg havde helt glemt, at det var i NYC at man kunne finde Chinatown, så det havde jeg bestemt besluttet mig for at gøre. Jeg havde dog ingen idé om, hvordan jeg skulle komme derhen. Jeg fandt dog ud af det meget hurtigt. Jeg skulle bare tage ét tog downtown og stoppe af på Canal St station og så stod jeg stort set midt i Chinatown. Jeg må indrømme og sige, at føles som at komme i et helt nyt land, selvfølgelig Kina haha. Det er ret svært at føle, at man stadig er i USA. De skilte der er på gaderne, står på kinesisk og man ser decideret kun kinesere på gaden. Jeg har aldrig været i Kina før, men jeg tror man får sig et godt indblik af, hvordan en normal dag i Kina ser ud. Kinesiske restauranter over det hele og du hører ikke rigtig et andet sprog end kinesisk, der bliver talt. Det er helt vildt! Jeg fik købt en masse souvenirers som jeg er rigtig glad for og som jeg glæder mig til at pynte mit værelse med (nej ikke kinesisk, men derimod amerikansk tema). Alle de kvinder og mænd, som ejede butikker i Chinatown, var virkelig søde og imødekommende, så det var en rigtig dejlig oplevelse for mit vedkommende. De syntes også, at det var interessant at jeg var fra Danmark og de spurgte jo selvfølgelig også lige ind til Den Lille Havfrue, haha.

  I can’t handle it, but it’s my goal

Heldigt for mig, så var én af attraktionerne på min liste, som jeg bar’ skulle se, blot 10-15 gå gang fra Chinatown. Jeg skulle da selvfølgelig besøge Brooklyn Bridge. Det var én af de ting, som jeg havde glædet mig allermest til at se, under denne tur. Jeg ved godt det bare er en bro, men jeg synes simpelthen der er noget magisk ved, at skulle krydse broen der adskiller storbyen og forstaden fra hinanden. Efter ca. 10-15 gå gang, når jeg frem til et punkt, hvor jeg kan se broen foran mig og jeg kan lige fortælle jer, det var en ubeskrivelig følelse og jeg kunne simpelthen ikke vente til at krydse den! Da jeg når halvvejs over broen, så kan jeg godt mærke at mine ben har været under en del fysisk arbejde, hvilket gør at jeg har lidt svært ved at gå i samme tempo. Jeg vil også gerne sige, at det er rigtig dumt af mig, at slå min fod på den måde jeg gjorde, før sådan en rejse, hvor man simpelthen skal gå sååååå meget. Jeg ved ikke hvor lang broen er, men den er viiiiiiiirkelig lang, så da jeg var nået over på den anden side af broen, var jeg over lykkelig over at have gjort det. Dog skulle jeg også lige huske på, at jeg også skulle den samme vej tilbage, så lykken forblev, men mere hårdt arbejde kom til, haha. Det er en lang tur, men jeg vil anbefale ALLE at gøre dette, hvis I tager til NYC. Det er skægt at kigge fra begge sider mod den anden side og se hvor stor en forskel der er på udsigten, i forhold til bygningerne. Da jeg endelig var kommet tilbage på den side jeg kom fra, var jeg også klar til at tage tilbage på mit hostel og slappe fuldkommen af. Afsluttede min aften med en stor cheeseburger og Orange Is The New Black! Jeg var godt tilfreds 😉

Heartbreaking

Jeg oplevede også noget af det mest hjerteskærende, som jeg ikke regnede med jeg ville se på denne bro. Da jeg gik over broen, så kom jeg til et sted hvor der var låse sat fas til broen og jeg kender godt denne “tradition” fra andre lande (Frankrig eksempelvis) og jeg ved det er et tegn på evig ægteskab. Som I kommer til at se længere nede på billederne, så er der et billede af en lås med 3 navne, som jeg eventuelt tænker er en familie, men hvis man kigger længere nede, så har jeg taget et billede af to låse, hvor der står; “We miss you Daddy, Benny Brown” og “We miss you billion dillion etc.. (kunne ikke læse resten)”. Jeg spørger så én af dem som går på broen, som tilfældigvis også kommer fra NYC, hvor hun fortæller mig, at det er rigtig nok at normalt er dette symbol af låse, et tegn på evig ægteskab eller en lykkelig familie, men i dette tilfælde bruges det også som et form for savn til de familiemedlemmer, som døde under terrorangrebet 9/11. Synes det er ubeskrivelig hjerteskærende og synes også det er en smuk ting. Specielt lige fra den udsigt, så kan man også se der hvor World Trade Centers lå. Det er dejligt, at man kan mindes om en person på denne måde, så synes også der er en speciel følelse, ved at gå på den del af broen.

All the pain was worth it!

Selvom det var en rigtig lang og hård kamp, at gå fra punkt A til B på Brooklyn Bridge, så var det selvfølgelig det hele værd! Jeg må bestemt også sige, at det var dejlig oplevelse og nok den bedste oplevelse under denne tur. De næste par dage inden min rejse mandag, vil der desværre ikke rigtig ske det store. Måske blot en tur forbi The Bronx, men ellers intet andet, for jeg kan godt mærke jeg ikke skal overbelaste min fod meget mere og skal nok lige tjekkes når jeg er hjemme igen!