Lyset Er Mørkt

Malplaceret

Kapitel I

”Jeres barn skal begynde at lære dansk, for han vil ikke få et stærkt socialt netværk i fremtiden, hvis han ikke får det lært”

Det er nok den første ting jeg husker fra min barndom, hvilket bringer mig tilbage til børnehave tiden. Som nogle godt ved, så kommer jeg fra Venezuela og kom til Danmark i en ung alder, men min mor talte spansk og ikke dansk til mig. Det betyder selvfølgelig ikke at jeg var flydende i spansk, men jeg reagerede mere på spansk end dansk. Jeg husker hvordan min mor fortalte mig, at jeg gik rundt i børnehaven og sagde ”chica, chica!” til de andre børn og gik rundt og ”skød” folk — er der snakke om et tidligt tegn på at være psykopat? Jeg tror næppe. Blot en lille dreng med en livlig fantasi, som beundrede at spille Tomb Raider på Playstation med sin mor. Dette medførte lidt til, at mange børn kiggede lidt underligt på mig. Jeg vil ikke sige jeg havde en hård start, men jeg kunne allerede på daværende tidspunkt mærke, at jeg måske var lidt anderledes end alle andre børn.

Som tiden gik, blev jeg også ældre og skulle begynde i børnehave klasse på Skolen på Nyelandsvej. Jeg har en meget overbeskyttende mor, også selvom jeg er 20 år nu. Dog selvom hun var overbeskyttende, så skubbede hun mig også ud i livet på egen hånd. Jeg husker hvordan i flere måneder, at mine klassekammerater blev fulgt i skole af deres forældre, hvor jeg blot fik første skole dag og så var det på egen hånd. Jeg boede dog heller ikke så langt fra skolen, men alligevel ville jeg gerne have samme tryghed som de andre. Næppe. Jeg tror det var min første følelse af ”selvstændighed”, så vidt jeg kan huske. Der gik ikke meget længe før jeg kunne mærke hvor stor en forskel der var på mig og resten af klassen, eller… Lad os bare sige drengene. Jeg kommer som sagt fra en latinamerikansk kultur og vi har nogle stærke værdier, i forhold til familieforhold, venner og tja… Generelt hvordan man skal præsentere sig selv. Min mor har altid lært mig; ”du skal være god mod pigerne. Du vil møde en masse drenge, som ikke kan finde ud af hvordan man skal behandle piger – sådan en dreng skal du ikke være, mi hijo (min dreng). Du slår ikke piger, du skal ikke kalde dem for dumme ting, du skal blot være god mod dem, det vil gavne dig i fremtiden.” Jeg tror det er det bedste råd jeg nogensinde har fået. Jeg tog det til mig og gjorde som min mor fortalte. Dette havde både fordele og ulemper, det kommer lidt an på hvordan man ser på det. Dengang kunne jeg tælle flere ulemper end fordele, men i dag kan næsten ingen ulemper se ved det. Jeg vil ikke lyve, men pigerne kunne faktisk rigtig godt lide mig. Ikke på den måde som du nok tænker, men de syntes meget godt om mig og betroede mig mange hemmeligheder og endnu flere nu ældre vi blev. Det var dejligt at føle sig accepteret på den måde og vide, at de følte sig trygge ved at komme til mig. Der var dog den ulempe af, at børn faktisk ikke er særligt søde ved hinanden… Jeg havde et par drenge venner, men det var ikke det stærkeste forhold jeg havde til dem. Resten.. Tja.. Nu kan jeg jo ikke tale på deres vegne, men ud fra måden jeg blev set på, talt til og behandlet, så kan jeg godt være ærlig og sige, at de må have haft et stort problem med mig. Jeg har altid været en meget livlig person og meget karismatisk i min udstråling.

Jeg fortalte godt hvordan min mor var meget overbeskyttende og det kom til syne, når man blev inviteret hjem hos en fra klassen. Der var tider hvor jeg blev inviteret hjem hos en ven, hvor jeg fik afslag fra min mor på 0,1 sek. Her er én af de situationer, hvor jeg har mødt et meget stort kultursammenstød. At være venner med danskere, har ikke passet sammen med min barndom. I den danske kultur bør der næsten ikke være noget problem, i forhold til at tage hjem til en ven efter skole. Det var næsten flovt, når mine venner bad mig ringe hjem og spørge en ekstra gang, om jeg ikke måtte komme med dem hjem. Jeg kendte jo allerede svaret, så jeg havde egentlig ikke lyst til at ringe. Det mest irriterende var netop, at de ikke kunne forstå hvorfor det skulle være så stort et problem. Jeg tog derfor til mig, at finde på undskyldninger gennem hele min opvækst. Det er blevet en ulempe for mig, for jeg har ikke lyst til at give folk undskyldninger, men når jeg ikke ved hvordan jeg skal handle i en situation, så bliver jeg nervøs og begynder at komme med undskyldninger. Jeg ringede hver gang i nervøsitet, da jeg godt vidste min mor ville blive sur. Jeg kunne heller ikke ringe og spørge min far af to grunde. 1. Han var der ikke rigtig gennem min opvækst, så hvorfor skulle jeg overhovedet kontakte ham, også selvom vi boede sammen. 2. Han ville altid ende med at sige; ”spørg din mor, jeg tør sku ikke sige ja, hvis hun ikke synes om det. Tak, far… Skide latinas, de har fandme bare magten hos deres mænd, hehe. Jeg bebrejder dog ikke min mor for at have handlet som hun gjorde, for da vi kom til Venezuela, så var der kun én person hun kunne stole på, og det samme for mit vedkommende og det var hinanden. Vi var altid sammen og delte det her stærke bånd, bundet sammen af ren kærlighed. Min mor er uden tvivl min største inspiration og grunden til jeg lever i dag. Jeg ville slet ikke kunne klare min barndom, hvis hun ikke gav mig den kærlighed som hun nu gjorde. Der var dog selvfølgelig komplikationer ved dette og det var, at jeg tit følte mig meget malplaceret, men det var ikke kun hendes skyld.

Jeg kunne mærke nu ældre jeg blev og fik et tættere bånd til pigerne, at drengene også blev ældre og begyndte at skabe deres egen opfattelse af andre, specielt mig. ”bøsse”, ”homo”, ”faggot”, ”din tøs”. Blot nogle af de ting jeg blev kaldt. Jeg kunne egentlig ikke helt forstå det, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg tror det var på daværende tidspunkt, at helvede brød løs for mig og at livet ikke blev nemmere. Jeg delte ikke disse ting med min mor, da hun som sagt er meget overbeskyttende og jeg ville ikke have, at hun skulle vide at folk sagde sådan noget om mig. Jeg ville egentlig heller ikke sige noget, da jeg syntes det var noget underligt noget at kalde mig, for jeg havde ikke givet nogle tegn på at skulle være homo? Som jeg sagde før, så var jeg en meget livlig ung dreng og havde mega meget fucking sjovt med pigerne, men jeg kiggede da ikke på fyre eller så homo porno, så jeg kunne bare ikke få deres puslespils brikker til at passe sammen med mine egne. Jeg bed meget af ”smerten” i mig, for det var ikke sjovt at skulle komme tilbage dagen efter og være urolig for, at mine klassekammerater skulle kalde mig sådan nogle grimme ting. Jeg tror også det var denne tid, jeg begyndte at blive meget paranoid for alting omkring mig og samtidig mig selv, af en eller anden grund. Jeg har aldrig opfattet mig selv som en tøsset fyr, men jeg kan da godt se at der har været nogle ”pige træk” i den måde jeg udtrykte mig selv på. (jeg er fan af, at bruge mine hænder på en meget flydende måde, når jeg taler) Dog følte jeg ikke, at det skulle betegne hvem jeg var som person og slet ikke blive diskrimineret for det? Tror også det gik mig meget på, da jeg slet ikke havde interessen for drenge i så ung en alder. Jeg har hørt det er meget normalt, at man kan mærke det næsten fra da man er 5 år, men det har jeg altså aldrig gjort, så jeg blev meget forvirret i mit sind. Jeg kunne ikke finde ro i mig selv og det førte til gode ting, men desværre også andre mindre gode ting.